Det tabte land: Folk og steder på Sjælland


 

>> NORDJYLLAND >> MIDTJYLLAND >> SYDJYLLAND >> FYN >> SJÆLLAND >> HOVEDSTADEN >> LOLLAND FALSTER

Først, størst - og sidst

Traditionelt tildeles Nylandsmose ved Dybsø Fjord titlen som Danmarks første inddæmningsprojekt. 

Snaremose Sø på Langeland, Borreby Nor syd for Skælskør og Hejls Nor i Hejlsminde ligger ganske vist før i tid, men Nylandsmose fra 1690 vinder, fordi denne inddæmning var den første med det klare formål at skaffe mere landbrugsjord. De tre andre projekter gennemførtes for at skabe infrastruktur eller damme til fiskeopdræt.

Ganske symbolsk blev epoken indledt af en af enevældens mægtige og rige jordejere, godsejer Knud Thott på Gavnø ved Næstved. Knud Thott satte standarden for de efterfølgende århundreders landvindingsindsats som en sag for magtfulde mænd.

To hundrede år senere var det da også en af sin tids store skikkelser, lensbaron Georg
Frederik Otto Zytphen-Adeler på Dragsholm, der tog initiativ til Danmarks største landvindingsprojekt.

Inddæmningen i 1875 af Lammefjordens 5500 hektar er ikke bare alle tiders største kulturtekniske bedrift i Danmark, men også et verdensberømt projekt. 

Intet andet inddæmningsprojekt er gennemført på så dybt vand, ej heller i Holland. Helt nye målinger viser, at det laveste punkt i Lammefjorden ligger mindst 7,5 meter under havets overflade. Hidtil har man regnet Zuidplaspolder i Holland som det laveste punkt i Europa, men med maksimalt syv meter kan det kun blive til en andenplads.

 Midtvejs mellem de to spektakulære projekter tømte grev Johan Ludvig Reventlow en af Nordsjællands større søer. Omkring år 1800 fik Søborg Sø afvandet sine 600 hektar gennem en kanal til Gilleleje havn. Det blev dog først 75 år senere, at sin tids dygtigste kulturtekniker, Peter Berend Feilberg, fik sat skik på den store søudtørring, så den også kunne begynde at yde noget. 

I dag er den udtørrede bund ikke længere dyrkningssikker. Den er hastigt på vej tilbage til sin oprindelse som sø.

Fiasko i Saltbæk Vig
Blandt 1800-tallets større landvindingsfiaskoer var der også en sjællandsk, omend den ikke syner af meget i sammenligning med de jyske fejltagelser.

Hvor det mislykkede ”englænder”-projekt i Vejlerne i Thy omfattede  5515 hektar, og den helt store udtørringsfiasko for Nissum Fjord opererede med 7000 hektar, der omfattede Sal
tbæk Vig i Vestsjælland ”kun” 1610 hektar. For de investorer og pengespekulanter, der gang på gang måtte pumpe flere penge i det håbløse foretagende, var projektet dog rigelig stort.

Også i Hovvig ved Nykøbing Sjælland måtte investorerne bide i græsset. Drømmen om grønne enge og gule kornmarker blev knust af julestormen i 1902. Den sprængte dæmningen ud mod Isefjorden, og i stedet for kornmarker genopstod Hovvig som et vådområde af international betydning.

Upåagtet af de fleste ramte de største forandringer på Sjælland dog de store lavtliggende vådområder. 

Trundholm Mose i Odsherred, Åmosen nord for Tissø, Svinø Nor med Køng Mose og Skaverup Nor med Barremose Sø er tavse minder fra dengang, hvor naturen fandtes overalt. Dengang hvor hver en egn stadig bød på moser med et overflødighedshorn af fugle, fisk og flora til enhver, der var interesseret. 

Holmegårds Mose er det eneste større område, der slap nogenlunde gennem de trange årtier for dansk natur.

I den store landvindingsepoke fra 1940 til 1970 udfoldede de sidste regulære projekter sig også på Sjælland - Asserholm Inddæmningen ved Elverdams Å i bunden af Tempelkrog sydøst for Holbæk og den delvise tørlægning af Tornæs-Flasken ved Skælskør. Begge blev de gennemført omkring 1960 med fuld støtte fra staten.

Nogle vil mene, det var billigt sluppet.

Tøm dog Isefjorden
Faktisk er det overraskende få regulære landvindingsprojekter, der er blevet gennemført på Sjælland. Sammenligner man Isefjorden og Odense Fjord (for slet ikke at nævne Langeland, Nakskov Fjord eller Rødby Fjord), så er der en helt verden til forskel.

Ganske vist tæller Lammefjorden med Svinninge Vejle i sydvest og Sidinge Fjord i nord ganske tungt arealmæssigt, men ellers ligger Isefjorden så nogenlunde, som istiden efterlod den. Odense Fjord, derimod, hører til de allermest manipulerede havområder noget sted på kloden. Ikke en strandeng, lavvandet vig eller holm slap for at blive tørlagt eller gjort landfast til fordel for landbruget.

Sammenholder man Sjælland med de helt store visioner for
 ”et større Danmark”, så var planen ellers en ganske anden. Væk med vandet i hele Isefjorden, i Roskilde Fjord, Øresund, Smålandsfarvandet og gør Møn landfast. Den mest markante talsmand for landvinding i den store skala var Århus-professoren i geografi, dr. phil. Johannes Humlum.

Det lykkedes Humlum i 1966 at skabe stort postyr med sin bog ”Landsplanlægningsproblemer”, men han vandt ikke mange proselytter. Dertil var bogens tanker og forslag for ekstreme. 

Humlum postulerede en tvingende nødvendighed for at landvinde 10.550 km2 - eller en forøgelse af landets areal med 25 pct. af hensyn til landbruget.

Mest fantastisk var forslaget om at anlægge dæmninger fra Frederikshavn til Læsø, derfra til Anholt og videre ind til Djursland for at tørlægge 5200 km2 af Kattegat. Dette projekt betragtede den 55-årige professor selv som ”den største potentielle danske landvindingsmulighed”, sammen med tørlægningen af Limfjorden.

Tilsyneladende havde geografi-professoren ikke bemærket, at industriproduktionen allerede i 1964 havde overhalet landbrugsproduktionen. Han havde heller ikke taget notits af landbrugets stadig mere besværlige kamp for at afsætte sin overproduktion. Tværtimod mente Humlum at kunne se en absolut nødvendighed for massiv landvinding på søterritoriet, hvis vi overhovedet skulle overleve som nation. Han påstod bl.a., at København omkring år 2000 ville have bredt sig ud over det meste af Sjælland, og derfor burde hovedstaden snarest sikre sig en dybvandshav
n ud til Storebælt!

I professionelle kredse, dvs. på universiteterne og blandt planlæggerne, stod der ikke megen respekt om Humlum. Hans forskellige skriverier om landsplanlægning var fulde af fejl og fik da heller aldrig nogen konkret betydning, udover chokeffekten blandt naturens venner. De anså Humlum for at være den store Satan selv.

Nok at tage fat på
Når det gælder naturgenopretning, står Sjælland til en national sidsteplads. 

Ganske vist bryster man sig gerne af genskabelsen af Højby Sø i Odsherred, og det var da også ganske rigtigt et af de første projekter, men søen var trods alt kun på 40 hektar, og det var i 1990. Siden da er der ikke sket alverden.

Så er det vandmiljøplanprojektet Gødstrup Engsø ved Næstved. Det er på 55 hektar og fra 2003, men fuglene mister næsten hvert år æg og spæde unger, fordi myndighederne ikke magter at styre de pludselige udsving i vandstanden. På 10. år bakser man stadig med det problem. 

Et dejligt lyspunkt udgør den fine Nysø på Antvorskov ved Slagelse, hvor det handlekraftige gardehusarregiment i 2004 genskabte 11 hektar. I nogen stor sø men skabt efter alle kunstens regler og derfor fyldt med liv.

På Sjælland har man ikke præsteret den samme smukke perlerække af mindre vådområder, som det daværende Fyns Amt nåede at oprette. Opgaver i størrelsesordenen Filsø, Skjernå, Vest Stadil Fjord eller Gyldensteens Inddæmmede Strand har man aldrig magtet at gennemføre.

Ikke at der savnes udfordringer i den vægtklasse. Kulturarven i den store Åmose forfalder i et stadigt stigende tempo, Saltbæk Vig ligger fortsat som hermetisk lukket land, Sidinge Fjord kunne med fordel omdannes til et kæmpeaktiv for egnudviklingen i Odsherred – og så er der de store, glemte moser i Sydsjælland. De ligger der stadig under markerne med majs og sukkerroer og venter på mere vand.

 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

STEDER PÅ SJÆLLAND

Kommuner:
Fakse
Holbæk
Kalundborg
Køge
Lejre
Næstved
Odsherred
Roskilde
Slagelse
Sorø
Vordingborg
>> INTRODUKTION >> NYHEDER >> FORFATTEREN >> STEDER >> PERSONER >> TURE >> KONTAKT