|
Først,
størst - og sidst
Traditionelt
tildeles Nylandsmose ved Dybsø Fjord titlen
som Danmarks første inddæmningsprojekt.
Snaremose Sø på Langeland,
Borreby Nor syd for Skælskør og Hejls Nor i Hejlsminde ligger ganske
vist før i tid, men Nylandsmose fra 1690 vinder, fordi denne inddæmning
var den første med det klare formål at skaffe mere landbrugsjord. De tre
andre projekter gennemførtes for at skabe infrastruktur eller damme til
fiskeopdræt.
Ganske symbolsk blev epoken indledt af en af enevældens mægtige og rige
jordejere, godsejer Knud Thott på Gavnø ved Næstved. Knud Thott satte
standarden for de efterfølgende århundreders landvindingsindsats som en
sag for magtfulde mænd.
To hundrede år senere var det da også en af sin tids store skikkelser,
lensbaron Georg Frederik
Otto Zytphen-Adeler på Dragsholm, der tog initiativ til Danmarks største
landvindingsprojekt.
Inddæmningen i 1875 af Lammefjordens 5500 hektar er ikke bare alle tiders største
kulturtekniske bedrift i Danmark, men også et verdensberømt
projekt.
Intet andet inddæmningsprojekt
er gennemført på så dybt vand, ej heller i Holland. Helt nye målinger
viser, at det laveste punkt i Lammefjorden
ligger mindst 7,5 meter under havets overflade. Hidtil har man regnet
Zuidplaspolder i Holland som det laveste punkt i Europa, men med maksimalt
syv meter kan det kun blive til en andenplads.
Midtvejs
mellem de to spektakulære projekter tømte grev Johan Ludvig Reventlow en
af Nordsjællands større søer. Omkring år 1800 fik Søborg Sø afvandet
sine 600 hektar gennem en kanal til Gilleleje havn. Det blev dog først 75
år senere, at sin tids dygtigste kulturtekniker, Peter Berend Feilberg,
fik sat skik på den store søudtørring, så den også kunne begynde at
yde noget.
I dag er den udtørrede bund ikke længere dyrkningssikker. Den er hastigt
på vej tilbage til sin oprindelse som sø.
Fiasko
i Saltbæk Vig
Blandt 1800-tallets større landvindingsfiaskoer var der også en sjællandsk,
omend den ikke syner af meget i sammenligning med de jyske fejltagelser.
Hvor det mislykkede ”englænder”-projekt i Vejlerne i Thy
omfattede 5515 hektar, og den
helt store udtørringsfiasko for Nissum Fjord opererede med 7000 hektar,
der omfattede Saltbæk Vig i Vestsjælland ”kun” 1610 hektar. For
de investorer og pengespekulanter, der gang på gang måtte pumpe flere
penge i det håbløse foretagende, var projektet dog rigelig stort.
Også i Hovvig ved Nykøbing Sjælland måtte investorerne bide i græsset.
Drømmen om grønne enge og gule kornmarker blev knust af julestormen i
1902. Den sprængte dæmningen ud mod Isefjorden, og i stedet for
kornmarker genopstod Hovvig som et vådområde af international betydning.
Upåagtet af de fleste ramte de største forandringer på Sjælland dog de
store lavtliggende vådområder.
Trundholm Mose i Odsherred, Åmosen nord for Tissø, Svinø Nor med Køng
Mose og Skaverup Nor med Barremose Sø er tavse minder fra dengang, hvor
naturen fandtes overalt. Dengang hvor hver en egn stadig bød på moser
med et overflødighedshorn af fugle, fisk og flora til enhver, der var
interesseret.
Holmegårds Mose er det eneste større område, der slap nogenlunde gennem
de trange årtier for dansk natur.
I den store landvindingsepoke fra 1940 til 1970 udfoldede de sidste regulære
projekter sig også på Sjælland - Asserholm Inddæmningen ved Elverdams
Å i bunden af Tempelkrog sydøst for Holbæk og den delvise tørlægning
af Tornæs-Flasken ved Skælskør. Begge blev de gennemført omkring 1960
med fuld støtte fra staten.
Nogle vil mene, det var billigt sluppet.
Tøm
dog Isefjorden
Faktisk er det overraskende få regulære landvindingsprojekter, der er
blevet gennemført på Sjælland. Sammenligner man Isefjorden og Odense
Fjord (for slet ikke at nævne Langeland, Nakskov Fjord eller Rødby
Fjord), så er der en helt verden til forskel.
Ganske vist tæller Lammefjorden med Svinninge Vejle i sydvest og Sidinge
Fjord i nord ganske tungt arealmæssigt, men ellers ligger Isefjorden så
nogenlunde, som istiden efterlod den. Odense Fjord, derimod, hører til de
allermest manipulerede havområder noget sted på kloden. Ikke en
strandeng, lavvandet vig eller holm slap for at blive tørlagt eller gjort
landfast til fordel for landbruget.
Sammenholder man Sjælland med de helt store visioner for ”et
større Danmark”, så var planen ellers en ganske anden. Væk med vandet i hele
Isefjorden, i Roskilde Fjord, Øresund, Smålandsfarvandet og gør Møn
landfast. Den mest markante talsmand for landvinding i den store skala var Århus-professoren
i geografi, dr. phil. Johannes Humlum.
Det lykkedes Humlum i 1966 at skabe stort postyr med sin bog ”Landsplanlægningsproblemer”,
men han vandt ikke mange proselytter. Dertil var bogens tanker og forslag
for ekstreme.
Humlum postulerede en tvingende nødvendighed for at landvinde 10.550 km2
- eller en forøgelse af landets areal med 25 pct. af hensyn til
landbruget.
Mest fantastisk var forslaget om at anlægge dæmninger fra Frederikshavn
til Læsø, derfra til Anholt og videre ind til Djursland for at tørlægge
5200 km2 af Kattegat. Dette projekt betragtede den 55-årige
professor selv som ”den største potentielle danske
landvindingsmulighed”, sammen med tørlægningen af Limfjorden.
Tilsyneladende havde geografi-professoren ikke bemærket, at
industriproduktionen allerede i 1964 havde overhalet
landbrugsproduktionen. Han havde heller ikke taget notits af landbrugets
stadig mere besværlige kamp for at afsætte sin overproduktion. Tværtimod
mente Humlum at kunne se en absolut nødvendighed for massiv landvinding på
søterritoriet, hvis vi overhovedet skulle overleve som nation. Han påstod
bl.a., at København omkring år 2000 ville have bredt sig ud over det
meste af Sjælland, og derfor burde hovedstaden snarest sikre sig en
dybvandshavn ud til Storebælt!
I
professionelle kredse, dvs. på universiteterne og blandt planlæggerne,
stod der ikke megen respekt om Humlum. Hans forskellige skriverier om
landsplanlægning var fulde af fejl og fik da heller aldrig nogen konkret
betydning, udover chokeffekten blandt naturens venner. De anså Humlum for
at være den store Satan selv.
Nok at tage fat på
Når det gælder
naturgenopretning, står Sjælland til en national sidsteplads.
Ganske vist bryster man sig gerne af genskabelsen af Højby Sø i
Odsherred, og det var da også ganske rigtigt et af de første projekter,
men søen var trods alt kun på 40 hektar, og det var i 1990. Siden da er
der ikke sket alverden.
Så er det vandmiljøplanprojektet Gødstrup Engsø ved Næstved. Det er på
55 hektar og fra 2003, men fuglene mister næsten hvert år æg og spæde
unger, fordi myndighederne ikke magter at styre de pludselige udsving i
vandstanden. På 10. år bakser man stadig med det problem.
Et dejligt lyspunkt udgør den fine Nysø på Antvorskov ved
Slagelse, hvor det handlekraftige gardehusarregiment i 2004 genskabte 11
hektar. I nogen stor sø men skabt efter alle kunstens regler og derfor
fyldt med liv.
På Sjælland har man ikke præsteret den samme smukke perlerække af
mindre vådområder, som det daværende Fyns Amt nåede at oprette.
Opgaver i størrelsesordenen Filsø, Skjernå, Vest Stadil Fjord eller
Gyldensteens Inddæmmede Strand har man aldrig magtet at gennemføre.
Ikke at der savnes udfordringer i den vægtklasse. Kulturarven i den store
Åmose forfalder i et stadigt stigende tempo, Saltbæk Vig ligger fortsat
som hermetisk lukket land, Sidinge Fjord kunne med fordel omdannes til et
kæmpeaktiv for egnudviklingen i Odsherred – og så er der de store,
glemte moser i Sydsjælland. De ligger der stadig under markerne med majs
og sukkerroer og venter på mere vand.
|
STEDER
PÅ SJÆLLAND
|
